Las Vegas

Vi er her stadig. Vi har bare haft lidt travlt. På 14 dage har vi krydset 11 tidszoner. -To gange!

Så vi er lidt groggy. Her er hvad der er sket siden sidst:

Via en kringlet omgang flyvninger rejste vi fra Perth (over Danmark) til Las Vegas, for at tilbringe en uges penge i "Sin City" sammen med L's familie.

Forventningerne til Las Vegas var store, og blev ikke gjort til skamme; 
Byen sover aldrig. Der er altid gang i kasinoer, shows og koncerter med alt fra Britney Spears til Rod Stewart og Diana Ross, et uendeligt antal restauranter, barer og caféer, og er det ikke nok, så er hvert hotel en oplevelse i sig selv. 

De store hoteller har typisk et overordnet tema. Eksempelvis havde vores hotel, The Venetian, som navnet antyder, Venedig på "menuen".
Dette indebar en kopi af Markuspladsen inkl. kunstig blå himmel hele døgnet, en hel gade med restauranter, shoppingstreets med utallige dyre butikker, og snoede kanaler med vand, hvor man -selvfølgelig- kunne sejle i gondoler.

Gondoler hhv indeni og udenfor hotellet.

Markuspladsen

En af hotellets elevatorer.

Dertil kom et kæmpe kasino med dusinvis af roulettespil, hundredevis af en-armede tyveknægte (med tema over alt fra Titanic til Friends), pokerborde, blackjack, samt sale med storskærme og mulighed for at spille på alle former for sport. For bare at nævne et par måder at bruge/taber sine penge på.
Lad os kalde det et bredt udvalg!

Værelserne var bestemt heller ikke at kimse af.

Hotellet var kort sagt enormt. Vi kunne snildt have brugt hele ugen derinde, uden at have været udenfor en eneste gang. Det var vi dog, trods alt. 
Vi besøgte hotellet Mirage for at se et Cirque du Soleil-show med Beatles tema. Det var vildt! Det havde kvinder i trapezer i ti meters højde, farverige dansere, drenge i små biler som drønede rundt på scenen, bombningen af London og meget, meget mere! Umuligt at beskrive - Cirque du Soleil må opleves.

 

Udenfor Bellagio så vi springvandshow hvis lige bliver svær at finde, en kunstig vulkan på Mirage (den går i udbrud to gange hver aften), Eiffeltårnet, gigantiske shoppingmalls, vielseskapeller og utallige mærkelige mennesker på The Strip, som klæder sig ud alt fra Minnie Mouse til Elvis for at score en mønt når man tager billeder af dem.

Man bliver hurtigt helt forpustet, og der er ikke noget at sige til at vi sov tungt om natten. Jetlag eller ej.

Et af de mange steder folk kan lade sig vie, evt af Elvis, hvis det er drømmen.

Et kig ned af vores ende af "The Strip".

Springvandshow

På MGM Grand så vi David Copperfield fremtrylle en motorcykel, en amerikanerbil, en kæmpe ufo (som svævede rundt en meter over hovedet på publikum!) og et "levende" Tyranusaurus Rex skelet i fuld størrelse. Helt surrealistisk! 
Copperfield selv er også noget for sig. Manden er næsten 60 år, men opfører sig og ligner en fyr på 35. Han har 11 rekorder i Guiness rekordbog og har optrådt siden han var 12. Imponerende.

Han var dog ikke så meget for fotos og video under sit show. Man skulle tro han havde noget at skjule...

Heldet skulle selvfølgelig også prøves af på spil. Rouletten var det største hit, og selvom huset altid vinder på den lange bane, kom vi dog afsted med et mindre overskud denne gang. Man får gratis drinks af damer i små kjoler så længe man gambler. Det forventes dog at man betaler en lille mønt i drikkepenge. I kasinoet er der forresten hverken ure eller spor af dagslys/nattemørke. De ser nok helst at man glemmer alt om søvn og tid, så man bliver der længst mulig (og forhåbentlig taber sine penge). 
Vi slap fra byen med bukserne på, og rigeligt med farver og lys på nethinden. En uge i syndens by er rigeligt, men turen var fed, og Las Vegas er helt sikkert en by vi kommer til at besøge igen.
Nu står den på afslapning i Doha i en ti dages tid, inden vi fortsætter vores campingtrip, denne gang i New Zealand. 

"Alt på rød!"

Jackpot på de her tyveknægte gav en lækker bil. -Det blev dog ikke denne gang.

Perth

En uge i Perth, og derved slutningen af vores ophold i Australien, har snart nået sin ende.
Det har været forrygende, og tiden er fløjet afsted, både på vejene og her i Perth. Efter seks uger på støvede veje er det skønt med lidt albuerum igen.  

Når man kommer fra en autocamper, er en lejlighed pludselig at sammenligne med et palads!
Og vi har vaskemaskine. Og internet. Og altan med udsigt!

Perth er en super hyggelig by. Vi synes i hvert fald her er utrolig dejligt. Af alle de storbyer vi har besøgt, får den uden problemer en plads på vores top ti.
Her er et fantastisk klima, og det påvirker uden tvivl hvordan byen er opbygget og opleves.
Der er grønne område spredt ud over hele byen - og træer på nærmest alle gader. Der er caféer overalt (som i: Overalt!) med fine pladser til servering ude og inde.

Det er utallige stilarter i bybilledet, med alt fra smarte hipster-øko-cafér og spisesteder, til de mere klassiske, og selvfølgelig alverdens landes specialiteter. Og næsten intet af det virker som turistfælder, men veldrevne og livlige steder med oprigtig interesse for hygge og god service.
Hvad mere kan en turist ønske sig?
Her er L. igang med at bestille mad på en kinesisk restaurant. På en af de opsatte Ipads. Det gik fint.

Vi har shoppet, oset rundt, spist ude, sovet længe og drukket kaffe i ét væk. Dejligt.

Midt i det hele ligger en smal strøggade i gammel engelsk stil, med de fineste sirlige skilte og delikate butikker. Hyggeligt!

Mod vest i Perth ligger Kings Park. En kæmpestor park med talrige græsplæner og monumenter, små "afdelinger" med flora fra forskellige dele af Australien, japansk inspirerede små søer, en "boardwalk" oppe over trækronerne, udsigtstårne og meget mere. Fordi parken ligger lidt højere end resten af Perth finder man også en flot udsigt ud over byens skyline.

Perth er omgivet af forstadsbyer. Den ene mere hyggelig end den næste. Vi besøgte Guildford inden vi afleverede camperen. En gammel by (efter australske forhold) omgivet af vinmarker. Der var smukke engelske huse, fine caféer og restauranter i historiske bygninger med elegante facader og udhæng, som gør at man kan gå i skygge når som helst. Hvis det ikke var for bilerne på gaden og smartphones hos folk på caféerne, kunne man godt blive i tvivl om hvilket århundrede man befandt sig i.

En anden af forstæderne vi har besøgt er Fremantle. En slags tilbagelænet havneby, hvor mange tager hen i weekenden. Igen, masser af caféer og glade smile på små hyggelige gader og stræder.

Som en stor kontrast til dette ligger midt i det hele Fremantle Prison. Et af Vestaustraliens første "Maximum Security Prison" og et absolut "must see".

Fængslet blev bygget med de første fanger som arbejdskraft. Fangerne var hovedsageligt sejlet til Australien fra England. De begyndte at bygge i 1860'erne og fængslet var i brug helt til 1991.

Vi fik en lang og utrolig spændende tur rundt på stedet af en meget indlevende og underholdende guide, som tidligere havde været fængselsvagt der.

Løkken på et af billederne ovenfor er ikke til pynt. I alt har der hængt 41 mennesker fra den bjælke, som løkken hviler på. Det gjorde ikke henrettelseslokalet mindre uhyggeligt at stå i.
Livet i fængslet har ikke været sjovt, hverken for indsatte eller personale. Flere gange har der også været optøjer på stedet. Senest i 1988 hvor fanger satte ild til store dele af stedet, som så måtte genopbygges.

Cellerne var nogle af de mindste i den vestlige verden. 120x210 cm (!)
De var vitterligt små. -Man skal ikke lade sig narre af panoramabilledet, som desuden er en dobbeltcelle.



At fængslet ikke længere er i brug skyldes udelukkende én ting: Dårlige hygiejniske forhold.
Hver celle havde en lokumsspand, som kun måtte tømmes én gang om dagen.
Når man tilføjer at der i Perth kan blive op til 45 grader om sommeren (og der er ikke aircondition i fængslet), så kan man muligvis forestille sig hvor slem lugten må have været...
På billedet ovenfor kan man skimte et toilet. Det stammer fra en kort periode, hvor man forsøgte at indføre kemiske toiletter. Det gik dårligt;
-Kemikalierne indeholdt en lille smule alkohol, nok til at nogle af fangerne (trods konsekvenserne) indtog dem. Toiletterne blev derfor hurtigt afviklet, og erstattet af den forhadte spand igen.

Lokumsspanden var i brug helt op til fængslet lukkede i 1991 (!)

Modsat 41 andre, slap vi levende ud af fængslet igen, og tilbage til vores lejlighed.
Rige på oplevelser gennem syv uger, er det nu sidste aften i Australien for denne gang.
Ellers er der kun tilbage at pakke kufferterne, og sætte kursen mod Danmark igen.
For en kort stund.

Stay tuned.

End of the road

Fra Shark Bay kørte vi sydpå til Kalbarri National Park.

Nationalparkens største "feature" er Murchinson River Gorge, en stor kløft med en flod i, som kan beundres fra flere forskellige udsigtspunkter. Det gjorde vi så.

A. står faktisk skræmmende højt oppe på billedet herunder, selvom det ikke kan ses. Det er som om udsigten bare er lidt bedre, når man står så tæt på som muligt.

Selvom vi har kørt meget mod syd, så var Kalbarri N.P. bragende varm (der kan blive over 50 grader i bunden af kløften). Men hvad betyder det, når man kan sidde her og nyde en let brise?

Den lille og isolerede Kalbarri by ligger klemt inde mellem nationalparken mod øst og syd, og det Indiske Ocean med nord og vest. Vi tror dog det er ganske frivilligt. Den ligger i hvert fald ud til en fin lille bugt.

På ægte australsk manér er der lavet flere udsigtspunkter, så de nysgerrige kan komme helt tæt på de uendelige vidder.

Det skal ærligt siges, at der på vores kamera sidder et rigtig godt objektiv; Til landskaber! Ikke til at spotte hvaler med. Ikke desto mindre, så plasker der altså en hval rundt i billedet herunder.

Den kan ses ca. midt i billedet. Det så ud til at det var en mor med hendes kalv, der hyggede sig. Hvert år ligger 22.000 hvaler vejen forbi her, så hvalspotning er ikke usædvaneligt.

A. var ganske tæt på at flytte ind på dette udsigtspunkt. L. mente dog det ville være vanskeligt at få camperen så langt ud. Det var så smukt.

Lidt længere mod syd kørte vi pludselig forbi en lyserød sø. Vi kan, uden at blinke, sige at nogen var mere begejstrede end andre. Men ud til den lyserøde sø kom vi - på trods af at lille, sørgeligt hegn, der måtte forceres.

Endnu længere mod syd ligger den lillebitte by Greenough. Den er kendt for sine liggende træer.
Når man læser om liggende træer, kan man godt tænke at de næppe ligger helt ned. Men det gjorde de. Og det har de gjort i mange år. Det lignede nærmest de var smeltet. Eller punkteret.

Liggende træer er ikke det eneste Greenough promoverer sig på:
Byen har også en hel lille landsby som nærmest er ét stort museum. Igen var der ikke helt enighed om, hvor spændende det nu var, og slet ikke om det var værd at betale penge for at komme ind og se. Men set blev den.
Landsbyen havde sit højdepunkt før 1.Verdenskrig og beboedes dengang af flere hundrede mennesker. Nu boede der ikke nogen mere. Bygningen til højre er dog en kirke som fortsat er i brug.

Videre på turen kom vi til Nambung National Park, som mest er kendt for sine "Pinnacles".
-En masse sten som stikker op af jorden ude i en lille sandørken.
Vi ved ikke helt hvad vi skal skrive om dem, for ingen ved rigtigt hvad de egentlig er eller hvordan de er blevet til. Men der er mange af dem. I alle størrelser og former.

En teori er at de er dannet forstenet træ, mens ndre mener det er dannet fra kalk-aflejringer. Fælles for dem er i hvert fald at de er spøjse at se på. Især, når der er tusindvis af dem.

Få dage senere havde en lang og spændende køretur nået sin ende. For nu.

Vi er med andre ord ankommet i Perth, og camperen er -modvilligt- leveret tilbage til Maui.

På et kort ser vores tur i grove træk således ud:

10.667 km var hvad det kunne blive til alt i alt.

Vi er dog ikke på vej hjemad endnu, men bor nu på oceaner af plads i en skøn lejlighed i Perth. 

Her skal vi være en uges tid. Mere om det senere.