Lige til kanten

Lidt syd for Exmouth og Cape Range ligger Coral Bay. En idyllisk ferieby med fantastiske forhold til snorkeling. Så frem med vådedragterne igen!
Og ja - her ærgrede vi os virkelig over manglende undervandskamera. Det var, uden sammenligning, det smukkeste rev vi har snorklet ved nogensinde. I alle regnbuens farver og alle tænkelige former.
Hvis man engang er i området, bør Coral Bay helt sikkert være på besøgslisten!.

Klar til kamp!

Efter Coral Bay kørte vi videre sydpå, mod den lille by Carnarvon. Ved Carnarvon finder man de såkaldte "blowholes", som består af nogle huller i klipperne langs kysten, hvor bølgerne presser luft og vand op igennem, så det nærmest ligner gejsere. Op til 20 meter op i luften!

Området lignede i øvrigt nærmest noget fra Mars.

Vores næste stop mod Perth var Shark Bay. En halvø ud mod det Indiske Ocean, kendt for sit rige dyreliv.
Det første vi stødte på var dog noget fra før pattedyrenes indtog på jordkloden; "Stromatolitter", 3,5 milliarder år gamle stenlignende formationer dannet af nogle særlige bakterier. De lignede ikke noget der var så gammelt - men de var ret fascinerende. 3500 millioner år er alligevel lang tid...

Den eneste by i Shark Bay hedder Denham. -En lille søvnig havneby med en fin promenade og en campingplads helt ud til havet, præcis som vi bedst kan lide det. Vi fik en skøn plads på "første række midtfor", hvor vi kunne sidde og nyde solnedgangen fra bagsædet af vores camper. 

26 km nordøst for Denham ligger Monkey Mia. Et område som, trods navnet, ikke er kendt for aber - men for vilde delfiner. Spørg os ikke hvorfor.
Hver morgen (hvis delfinerne dukker op) fodres de inde ved stranden. Delfinerne har mulighed for at komme ind 3 gange, inden kl. 12 og få sig lidt godbidder. Det er noget af et tilløbsstykke.

De fodres maksimalt med 1/4 af deres normale dagsindtag, for at sikre at de stadig spiser og jager som delfiner nu skal.

Nogle af delfinerne syntes dog mere interesserede i at underholde end at snacke. Det brokkede vi os ikke over. 

Det blev dog en helt anden beboer i området som til dels stjal showet den morgen vi var der.
En af de lokale pelikaner havde for længst regnet det hele ud. Han vidste udmærket godt hvad der var i de blikspande som blev bragt ud til vandkanten.

Trods personalets brave forsøg på at holde ham i skak med en enkelt fisk i en kedelig grøn plastikspand (ses i baggrunden), var der ingen tvivl hvor han ville hen. Og det kom han, efter flere mislykkede flugtforsøg.

Delfinerne tog det meget pænt at han blandede sig. Det var nok ikke første gang. 

Ellers bød Shark Bay på flere flotte udsigtspunkter. Det bedste var Eagle Bluff, hvor man højt oppe fik udkig over et meget lavvandet område ud over vandet. Her kunne man ganske tydeligt se hajer, sting rays m.m. svømme rundt.

-I hvert fald når solen skinnede. Billederne (over og under) er taget ca. samme sted. Det var overraskende, hvor stor en forskel en smule solskin kunne gøre.

Smukke strande var der vanen tro også. Den flotteste var Shell Beach.

Stranden består nærmest udelukkende af skaller. I 11 meters dybde, læste vi os frem til. Vi magtede ikke helt at få syn for sagn.

Vandet ved stranden er så salt, at der næsten ikke er andet end de her muslinger som kan leve i det.
-Bortset fra nogle små hajer som svømmede rundt på kryds og tværs helt inde ved kanten. Hvis man stod helt stille, kom de gerne indenfor en meters penge før de opdagede man var der, og skyndte sig væk igen.

Vi var også forbi et Ocean Center. Her fik man en guidet tur rundt mellem bassiner med alle de fisk og dyr som lever i området. Det var som altid spændende at møde dem helt tæt på. Hajerne holdt vi os dog på behørig afstand af. De største var tre meter lange.

Fra Shark Bay går turen nu videre sydover mod Kalbarri og endelig Perth, hvor turen slutter på søndag. Det er godt nok gået stærkt.

Sydpå mod køligere himmelstrøg

Fra Broome, kameler og fantastiske solnedgange kører vi nu mod syd.
Første stop var Eighty Mile Beach et par hundrede kilometer ud af en ellers noget monoton landevej.
Her var nu heller ikke så værst for øjnene:

Vi blev der ikke mere end natten over. -Der var ikke rigtig andet at se end stranden, hvor vi var  i selskab med en lille million fluer, som syntes at mennesker var virkelig lækre at sidde på, særligt i ansigtet men også andre steder.

Ellers var stykket mellem Broome og Port Hedland ikke meget andet end små hvirvelvinde og vindhekse.

 -Og så var der VARMT!

Port Hedland er nærmest en ren mineby. Ikke den romantiske guldmine-slags, men stor, tung, beskidt industri med masser af lastbiler på vejene, kilometerlange vogntog på jernbanesporene og kæmpe-enorme gravemaskiner i horisonten. Turismen i byen kunne man godt glemme alt om. Her var det mineselskabet Rio Tinto som herskede.

Så vi tankede diesel på camperen og fortsatte ellers sydpå mod Exmouth. På et kort ser vores rute fra Darwin til Exmouth således ud:

Nær Exmouth ligger den fredede nationalpark Cape Range og Ningaloo Coast med et kæmpe rev, perfekt til snorkeling! Så her brugte vi tre hele dage.
Selve Cape Range kunne byde på kænguruer, emuer, firben og så et utal af smukke strande.

Flere steder kunne man snorkle direkte ud fra strandkanten, og se på smukke rev og fisk.
Vandet var dog lidt til den kolde side, så vi besluttede os for at købe et par våddragter.

Siden vores undervandskamera endnu ikke er blevet erstattet, kunne vi ikke tage undervandsbilleder, men vi så farverige rev, masser af fisk, en kæmpe skildpadde og en 2 meter lang haj.

Vi sov to nætter ude i nationalparken. Området var så smukt, der var meget få mennesker og
temperaturen om natten er så tilpas, at vi ikke behøver at have aircon på.

Noget der til gengæld ikke er i en fredet park, er internet eller signal på telefonen. Derfor går der lidt tid før vi kan opdatere bloggen. Der er nok også grænser for, hvor mange gange man gider læse ordene "smuk/fantastisk strand". Men der er altså virkelig mange af dem, og vi vil gerne se dem alle. 

Kyst og kameler

6500 kilometer er tilbagelagt. Vi er nået tværs over Australien, og dermed ud til det Indiske
Ocean.

Vi er i Broome nu. En lille by der indtil 2. Verdenskrig levede af perlefiskeri. Ikke så meget for perlerne som for perlemor, der blev brugt til at lave knapper af. I løbet af 2. Verdenskrig begyndte man at bruge plast til at lave knapper, og så døde dén industri.
I dag er Broome en hyggelig turistby, hvor man dog stadig kan købe perler i stor stil.

Før Broome skulle vi dog først køre ca 1000 km fra Kununurra. Det gik hurtigt og smertefrit. Vi kørte 630km den første dag og trillede i skumringen ind i Fitzroy Crossing, en lille forsamling af huse omkring et “Roadhouse" med tilhørende campingplads.
(Roadhouse kan ikke rigtig oversættes til dansk - det nærmeste vi kommer er vel en landevejskro, hvor man kan gøre holdt for natten og få sig et måltid mad.)
Der var andre som også holdt til ved Fitzroy Crossing. Fælles for os alle var at vi foretrak skyggen frem for solen.

Vi blev en ekstra nat ved Fitzroy Crossing, for at se Gekie Gorge som ligger nær ved.
Vi tog en bådtur, som vi har lært er den eneste rigtige måde at se en “gorge” på.
-Med mindre man er typen som sejler i kajak. Det er A. beklageligvis ikke. Det burde man nok
forsøge sig med en gang…?!

Geike Gorge bliver i regntiden så fyldt med vand, at den næst efter Amazonas er den flod, der
flyder mest vand igennem i hele verden. Lidt svært at forestille sig, når man er der på den dejligste dag med mild brise og lette skyer.

Vandstanden når om sommeren op til grænsen mellem det hvide og det sorte på klipperne. Det er lidt svært at se på billedet, men der er altså et stykke op!
Bådturen var en af årets sidste før regntiden kommer, og hele området bliver oversvømmet. Det bliver dog ikke en synderlig våd omgang i år, sagde guiden ombord på båden; Det kunne han se, ved at krokodillerne kun havde kravlet ca. 5 meter op på flodbredden for at lægge sine æg. Det er åbenbart en bedre indikator end alskens moderne udstyr og målinger. Som guiden sagde: “Krokodillerne har været her i millioner af år. De ved den slags!” Lidt fascinerende.

Fra Fitzroy Crossing var det kun få timers kørsel før vi nåede Broome.

Broome har én af verdens smukkeste strande: Cable Beach.

Den har, udover sin skønhed, den fede egenskab at den ligger stik vest, så der er imponerende solnedgange så godt som hver aften! Det var vi ikke utilfredse med.

Det indbyder åbenbart også til at ride på kameler mens solen går ned.
Når det så oven i købet er lavvande, ja så er det altså smukt.

Stranden var stadig våd, så man fik nogle helt fantastiske spejlinger af både solnedgang og
kameler. Det hele var så flot at vi blev nødt til at opleve det igen dagen efter.

Det er muligvis en overraskelse for nogen, at der er kameler i Australien, men det har en helt
naturlig forklaring. Kameler kan tackle det barske klima, og behøver ikke drikke vand så ofte. Det gjorde dem før i tiden til naturlige pakdyr på rejser rundt i landet. Da jernbane, biler og fly efterhånden gjorde kamelerne arbejdsløse, blev de sat fri. De lever nu vildt i Australien i bedste velgående, men er blevet en plage enkelte steder, hovedsageligt når det er tørketid. De kan blive decideret vanvittige af tørst (ligesom A.) og på det nærmeste rasere gårde, hvor de sanseløst pløjer gennem indhegninger og skræmmer kvæget væk (ligesom A. -næsten).
I perioder flyver jægere faktisk rundt i helikoptere og plaffer kameler ned, for at holde bestanden lidt i ave.

Vi bliver et par dage i Broome. Campingpladsen vi bor på har næsten ingen gæster, fordi
turistsæsonen er ved at være ovre. Det betyder at vi har denne lækre pool stort set for os selv!

Så alt vel herfra. Vi kører sydpå i morgen. Næste stop er 80mile beach.

Mod vest igen

Nu har vi rundet de 5000 kørte km. Det er gået virkelig stærkt!
Vi har sat turen til nu ind på et kort, så man kan danne sig et overblik.

Fra Darwin kørte vi mod Litchfield National Park - som er væsentligt mindre end nogle af de andre parker vi har besøgt. Her finder man nogle smukke vandfald, omend der pt. ikke er vildt meget vand i dem pga "dry season". Vi havde dog en enkelt nat med silende regn (der løb en mindre flod ned af forruden, mens vi sad i mørket og kiggede ud), så vi håbede at alle vandfaldene ikke var helt udtørrede næste dag. Det var de heldigvis ikke.

Som man kan se har vi her, ud over vandfald, fanget en flue på kameraet. Og det er faktisk ganske sigende. Australske fluer er mere end bare en irritation. De er vel nærmest en plage - hovedsageligt fordi de er meget begejstrede for ører, næse, mund og øjne. De kan sagtens se et næsebor som en landingsbane, og en læbe som et passende sted at hygge sig. Vi er ikke enige.
Der findes dog en løsning:

Enkelt og praktisk. Mindre elegant, men det er heller ikke særlig elegant konstant at vifte om sig med armene, som havde man en slem omgang Tourette.
Alternativt kan man dyppe sig i vandet ved et af de smukke vandfald.

L.'s hoved er den lille prik i midten ovenfor.

Fra Lichtfield gik turen tilbage til Katherine (der er ikke andre asfalterede veje hvis man vil videre vestpå) og derfra vest mod Western Australia og Broome, som vi når til om en dag eller to.
Der er ingen større byer på denne del af ruten, men der er nu masser at se på alligevel.
Her har de bl.a. nogle ret store og spøjse træer. Boab hedder de.

De kommer i alle størrelser og virker nærmest spøgelsesagtige. De fleste havde ingen blade, men regnsæsonen kommer lige om et øjeblik, så mon ikke de bliver fine og grønne igen?

Vi kom også forbi en enorm, kunstigt lavet sø. Lake Argyle hedder den. Den er lavet som et reservoir til kunstvanding, og opdyrkning af områder som ellers ville stå under vand. Den er virkelig gigantisk, næsten 1000 kvadratkilometer. Vi så blot en lille del af den.

Vi er også kørt over en del store floder. Her er det Victoria River. Vi mener vi spottede en krokodille fra broen. -De er i så godt som alle floder i Australien.

Og termitboene, ja de er der stadig. I hobetal. Nogle større end andre. Disse her var helt flade, det var dog ikke så nemt at fange på et kamera.

Vores campingplads i aften ligger i den lille by Kununurra ved en sø. En meget idyllisk en af slagsen.

Klippen man kan se i det fjerne hedder "Den sovende Buddha". Muligvis et levn fra de mange asiatere, der var med til at opbygge landet?

Det betyder dog ikke at alt er fryd og gammen. Under vores aftentur var der pludselig andet end fisk og fugle ude i vandet. Heldigvis var han af den, for mennesker, ufarlige slags (ferskvandsmodellen).

Ellers har vi det godt. Ingen nye forbrændinger eller andre nævneværdige gener her halvvejs på turen. Helt som vi kunne håbe.