onsdag den 30. september 2015

Ind mod midten.

Vi har kørt ret meget de seneste dage. Vi er nu over 3000 km - og stadig ca. 7000 km tilbage, inden vi når i mål.
Primært lange, bare strækninger med savannalignende natur og stridt gyldent græs - kun afbrudt af få forkrøblede træer eller mindre buske. Og termitbo. I massevis. Vi har nok set en lille million af dem, helt bogstaveligt. Alt mellem 10 cm i højden og op mod 3 meter. 
Her i baggrunden bag L.


Og så har en vittig person åbenbart engang fundet det sjovt at klæde et af termitboene på. Første gang vi så det, stenede vi lidt over det. Nu er joken efterhånden en anelse slidt - vi har nok set omkring 1000 termitbo med tøj på, enkelte med pinde som arme, enkelte med ansigt påmalet. De er dog ikke så nemme at fotografere sådan i forbifarten.


Pga. de mange termitter måtte den australske regering bygge alle deres togbaner i jern. Man kan godt forestille sig, at det har været guf for termitter med sådan en nylagt, smovset jernbane med træsveller.


Nogle veje er bredere end andre. Da vi kørte på stykket ovenfor, var det nødvendigt at spotte modkørende i god tid, sætte farten ned, og have to hjul på vejen og to hjul i grøftekanten.
Lidt spændende, men det gav dog den ægte "outback-feel".
Heldigvis er der ikke så ofte modkørende. Vi kan sagtens køre i op mod en halv time uden at møde andre på vejen. Også selvom det er en af "hovedvejene" i området uden alternative ruter.


Byerne er små og ligger virkelig spredt. Vi kan knapt nå at finde kameraet frem og tage et billede, før vi er ude på den anden side. De gør sig i brede hovedgader, masser af mulighed for parkering, samt huse med store markiser, så man kan gå i skyggen.
Skygge er i øvrigt rimelig vigtigt i et land hvor det virkelig kan blive hedt, og solen bager fra en skyfri himmel. I går målte vores termometer i bilen 40 grader i skyggen udenfor.
Kommer der en brise, føles det som om nogen har åbnet lågen til en ovn.


Køreturen er til tider lidt præget af ensformighed, men også hygge! Da vi kørte fra Croydon mod Three Mile, sagde vores GPS at vi skulle fortsætte ligeud ca. 650 km... Vi kører ca. 100 km, og så bytter vi plads.


Når det er sagt - så skal der altså ikke herske tvivl om, at vi ELSKER det her land. Alt er bare lidt mere ekstremt når afstandene er så store. Desuden er vores Ipads proppet med musik, som kan afspilles over bilens stereo, hvis vi trænger til at stene lidt uden at snakke.
Af til sker der dog også noget, gerne når man mindst venter det. Som her, hvor en skypumpe ikke behøvede komme tættere på...


På vej mod Katherine (hvor vi er nu) kom vi forbi Daly Waters. En lillebitte by som nærmest kun består af en gammel pub. Pubben blev bygget i 1883, og fungerer som et naturligt (og populært!) samlingssted for folk på vej ad Stuart Highway mod Darwin i nord eller Adelaide mod syd.


Pubben bærer tydeligt præg af at have ligget her længe, og der er vist gået sport i at efterlade noget på stedet som et minde om besøget. Vi nævner i flæng: Kasketter, T-shirts, udenlandske pengesedler, bh'er, boxershorts, trusser, studiekort, flag, kørekort(!?), nummerplader, minehjelme og tøjdyr. De fleste ting synes dog af nyere dato. Man kunne forestille sig at personalet af og til har været nødt til at pille nogle af de ældre ting ned fra væggene, så der var plads til noget mere.


Vi spiste fantastiske oksebøffer på pubben sammen med en broget flok af pensionister på ferie, udvekslingsstudenter på tur, "grey nomads", Crocodile Dundee look-a-likes og unge mennesker på roadtrip. Super hyggeligt. 

søndag den 27. september 2015

Roadtripping.

Vi er her endnu.
I Australien.
Enkelte steder har vi også lidt internet, omend det har været ganske begrænset. Deraf stilheden.
Intet nyt er dog godt nyt.

Da vi kørte fra Cape Tribulation gjorde vi først et stop i regnskoven. Daintree Rainforrest skulle være én af de mere fantastiske af slagsen, med mange hundrede unikke fugle og planter/træer. Helt fredet og i udkanten oven i købet gjort forholdsvis let tilgængelig for turister som os, med fine "boardwalks" som man kunne gå på. Så nogle af dem tog vi en tur på.


Ikke ligefrem vand som indbyder til en soppetur.


L. fik et billede af en slange. Siger han. -Hvis man ikke kan se den, så er det nok fordi den er ganske godt kamufleret. Den er ca. MIDT i billedet herunder. Nede i mudderet.


Det var en meget spændende regnskov - vi har ikke været i så mange af dem. Meget varmt og fugtigt. Man kan godt forstå hvorfor folk har haft vanskeligheder med at komme frem derinde. Vi havde på ingen måde lyst til at forlade stien - der var desuden mange puslelyde rundt omkring os.

100 km efter Daintree kørte vi ind i Port Douglas. En lille, mondæn (og dyr) havneby med en lækker strand og en lang hovedgade med små butikker og spisesteder/barer. Det skulle være et yndet mål for celebrities, men vi så ikke nogen.


Vi spiste brunch på en hyggelig café - og osede derefter rundt i byen. Vi var også et smut ved stranden (4 Mile Beach), hvor livreddere havde sat 2 flag med ca 100 meters mellemrum i sandet, som markerede det stykke af stranden, hvor man måtte svømme. Der er krokodiller i vandet - men åbenbart ikke mellem flagene.



Oven i det har Port Douglas den lækreste campingplads vi endnu har været på (på denne tur).



Af erfaring ved vi, at kvalitet af campingpladser i Australien kan svinge meget. Indtil nu er vi denne gang forskånet for klamme oplevelser, men det ER altså morsomt, at man skal smække låget i på toilettet efter brug, fordi der ellers kan hoppe frøer op i kummen. Mærkelige kræ altså!

Fra Port Douglas gik turen nu endelig vestpå ad Savannah Way mod Darwin.
Vi har indtil videre gjort enkelte stop på turen, bl.a. i en nationalpark med fine vandfald.



Vi er også begyndt at overnatte i det fri - uden campingplads og strøm. Det klarer vognen fremragende.


Efter en bragende smuk solnedgang og en hyggelig middag med levende lys (på den elektriske måde) gik L. på knæ og spurgte A. om hun ville rejse med ham resten af livet. Det ville hun selvfølgelig gerne.


Næste dag besøgte vi Undara, en mindre nationalpark, hvor der er gigantiske "lavarør" på mellem 15 og 20 meter ned i jorden (uden lava i). Desværre var alle rundvisninger booket for den dag vi var der, så istedet nød vi området og lejren, som var meget fint integreret i parken, med gamle restaurerede togvogne som blev brugt til boliger, reception og restaurant/café.



Området med borde og stole gik nærmest direkte ud i parken, hvor kænguruer hoppede omkring og kakaduer larmede i træerne.


Rundt om lejren var der lavet nogle ruter man kunne gå ude i outbacken. Vi valgte den korteste. (Det var 33 grader, skyfrit og nogen havde det virkelig varmt!)


På turen mødte vi to søde kænguruer. De var ikke så nervøst anlagt. Vi tror det var fordi L. gik med en vandflaske, som de muligvis gerne ville låne.




Det blev ikke tid til overnatning i Undara. Vi har lavet en tidsplan, som vi forsøger at holde. Vi har trods alt over 8000 kilometers kørsel endnu, og selvom vi har god tid, er der også nationalparker i det nordlige Australien og et koralrev mod vest, som vi gerne vil have tid til.
Vi overnatter i Croydon, hvor vi ankom da skyggerne var ved at blive lange.




mandag den 21. september 2015

On the road again.

Vi er flyttet. Fra lejlighed til autocamper!
Lørdag morgen fik vi overrakt nøglerne til vores hjem de næste mange uger og afsted var vi.
Få kvadratmeter til deling, men til gengæld rød jord og blå himmel så langt øjet rækker.
Med røde lægge og næser, køleskabet proppet med sodavand, Red Bull, røde bøffer og majskolber, og den store ja-hat på hovedet er vi nu på vej ud i "Outbacken".
Humøret kunne ikke være bedre.


Planen er først at køre så langt nordpå vi kan (dvs indtil der ikke er mere asfalt), derefter så langt vestpå som muligt (til vi når vestkysten) og endelig så langt sydpå som vi kan komme (næsten, dvs Perth).
Det tog kun den første dag før vi ikke kunne komme længere nordpå;
Fra Cairns kørte vi op langs kysten med den fineste udsigt mod øst ud over havet og Great Barrier Reef. Den ene bounty-agtige strand afløste den anden, og hvis det ikke lige var for de dér krokodiller, var vi sprunget ud i bølgerne flere gange. Nu nøjedes vi med at beundre det hele inde fra land.


Efter et stykke tid snoede vejen sig væk fra strandene og ind i landet, og før vi fik set os om var der regnskov på begge sider! Tårnhøje træer, tæt buskads og en eksplosion i grønne nuancer. Selve vejen gik fra at være bred og lækker, til at være smal og snoet som en slange, så rattet blev knuget lidt hårdere end ellers når der kom modkørende biler.


Men det gik godt og vi kom igennem uden større dramatik.

Ude på den anden side blev vi mødt af et helt tredje landskab. Nu var det pludselig hverken frodig regnskov eller smukke strande, men derimod øde, afsvedte sletter og med fritgående magre køer, kænguruer og wallabys (en lille slags kænguru) som (lidt for) ivrigt fiser over vejen.


-Vi så virkelig meget roadkill, så man skal være på vagt, når man kører.
Vores tur nordpå sluttede efter et par hundrede kilometer i Cooktown, stedet hvor James Cook gik i land for første gang for ca. 240 år siden (1770).


Cooktown er en søvnig lille by med en meget smuk bugt og en fantastisk udsigt fra et naturligt udsigtspunkt højt over byens tage. Vejen derop er ikke beregnet til store køretøjer (som vores autocamper er), så vi måtte gå derop af en lang snoet vej. Selvom det var langt til toppen, ganske stejlt, uudholdeligt varmt og nogen brokkede sig mere end andre, var udsigten hele gåturen værd.



Fra Cooktown er vi igen kørt en smule sydpå før ruten snart går stik vest.
Vi har overnattet på en lille fin campingplads, med en gammel ejer, som var svært begejstret for områdets sten, planter og dyr.


Ejerens kontor, hvor vi meldte vores ankomst, var en ombygget vandtank. Før vi fik set os om var vi midt i en større gennemgang af diverse sten og metaller som han havde i en skuffe under disken. Alt er jo spændende når det fortælles med begejstring, så vi lyttede gerne med, men efter ca. 25 eksemplarer begyndte nogen af os at blive sultne, så vi sagde tak for foredraget.
Han virkede som om han godt kunne have brugt et par timer eller dage til på emnet.

I skrivende stund befinder vi os ude ved kysten igen, ved Cape Tribulation. James Cook gav stedet sit navn pga. det vanskeligt navigerbare farvand med de mange rev.


Strandene derimod er virkelig smukke.


Vandet er fabelagtigt klart og varmt, men her er mange advarsler om krokodiller og de lokale går ikke ud i vandet- så vi tør desværre ikke bare kaste os ud i det. Lidt soppen bliver det dog til.

lørdag den 19. september 2015

Lidt om Cairns. Og lidt om solskoldning.

Vores tid i Cairns er ved at være slut for denne gang, og det har været en dejlig tid.

Cairns er en virkelig fin by. Her er alt en turist kunne ønske sig. Masser af forskellig mad for enhver smag/pengepung, souvenirbutikker hvor man kan få det meste, og ca. hver femte meter en biks hvor man kan købe sin næste udflugt til alle mulige steder i området.
Vi nævner i flæng: Great Barrier Reef, Kurunda (regnskov), Tablelands (mere regnskov), Whitsunday Islands, Port Douglas og Green Island (eller som de lokale kalder den: Chinatown Island - da utallige kinesiske turister dagligt fragtes derud for at få deres "version" af Great Barrier Reef. -De fleste af dem kan nemlig ikke svømme, og så er det lidt mere praktisk med en ø de kan soppe i vandkanten af.)

Vi har oset rundt i gaderne, gået langs vandet, spist god mad (og is!) og kort sagt bare nydt Cairns.
Det har været varmt, solrigt og generelt en rigtig god start på vores rejse.




Selve Cairns strand er dog ikke så lækker. Vandet er mudret og sandet ligeså. Fuglene er dog meget begejstrede for det. Vi lidt mindre.
Så vi tog en bus nordpå til Palm Cove, hvor der til gengæld er en virkelig smuk (og virkelig lang) strand. Solen skinnede og vinden sørgede for at det ikke føltes for varmt. -Så vi gik ca 5 km langs vandet.


På vores gåtur langs stranden spottede vi dette skilt flere gange.


Krokodiller! På stranden. -Vi husker den australske Jack the Ripper, så vi ved at dem skal man have lidt respekt for. Flere steder vi passerede, kunne man levende forestille sig der boede en dille eller to:



-Det er ikke en skygge under træerne på billedet ovenfor. Det er stillestående vand. Skræmmende stillestående vand!

Det blev ved uhyggen. Heldigvis. Ingen krokodiller denne dag.
Men stranden var smuk.


Nå. Men vi var jo ude og snorkle i forrige indlæg. Det har vi været igen.
Endnu en sejltur ud til et nyt sted på fantastiske Great Barrier Reef, nærmere bestemt "Upolo Reef".
-Ialt er der tilsammen over 3000 rev derude, så der er jo nok at vælge imellem!
Vi sejlede ud med denne katamaran og havde en skøn dag.


Fordelen ved katamaranen i forhold til båden på første tur var, at katamaranen ikke sejlede så hurtigt, så man kunne virkelig nå at dase på vej derud.
Vi var bare 20 gæster ombord, så der var plads nok. "Reef Daytripper" kan vi også anbefale!



Eneste slange i paradis var, at batteriet til vores undervandskamera viste sig at være kaput. Så ingen nye billeder af hajer, fisk eller skildpadder denne gang. I må bare tro os når vi siger at vi nød revet rigtig meget.
Højdepunktet var nok at vi svømmede i flere minutter med den fineste 1 meter lange skildpadde blot en armslængde fra os. Vi så desuden en stor hvidtippet haj, to forskellige slags sting-rays, utallige smukke fisk og fantastiske farvestrålende koraller. Alt i alt en uforglemmelig dag på havet.

Tre ting som til gengæld ikke går så godt i spænd er sart, skandinavisk hud. den australske sol og timelang snorkling... Hvis man oven i købet er rødhåret, er den helt gal.
Ikke engang rigelig og hyppigt gentagen brug af solfaktor 50+ kan rette op på dette faktum.
Vi har i hvert fald efterfølgende været på apoteket og købe smertelindrende spray, og en højpotent aftersun.
Av. For. H.


Hvad kan man så lære af det? Nogen skal i hvert fald holde sig i skyggen de næste par dage.
Og ikke mere snorkling foreløbig.