tirsdag den 27. marts 2012

Intet nyt - send flere penge!

Det kan godt være at man siger tiden står stille på Cook Islands, men den uge vi har været her, føles højst som et par timer. Dagene stryger afsted, så det er bare med at nyde dem!


-Det gør vi så det bedste vi har lært: Solbadning, hyggelæsning og ikke mindst masser af snorkeling.


Vi har som nævnt havet lige udenfor vores dør, og det har den fineste sandbund med små spredte rev imellem, fulde af farvestrålende fisk i alle størrelser.


Øen vi bor på hedder Rarotonga, og er "hovedøen" i landet. Den er 32 km i omkreds, og der er kun én vej, som følger kysten hele vejen rundt. Scooter er det foretrukne transportmiddel, men her er også en del gamle biler. Det er dog ikke fordi bilisterne kommer hurtigere frem. Man må nemlig højst køre 50 km/t overalt.
Vi bruger primært bussen til at komme rundt. Den kører to gange i timen i dagtiden; en gang med uret og en gang mod. Den er gammel, men ganske hyggelig, og chaufføren stopper overalt hvis der er nogen, der skal på. Busstoppesteder findes ikke, man vinker bare, hvis man vil med. De har dog en busterminal.


Idet vi fløj fra New Zealand og hertil, skulle vi ikke bare stille på viserne på uret, men også på datoen, da vi har passeret datolinjen.
L. har flere gange forsøgt at forklare årsagen til A., men det er ikke helt så nemt at forstå, synes A. Det giver jo ingen mening...

Mere logisk er konceptet "Raro-tid" som bruges herovre. I Danmark betyder "omkring kl. 15" ca. noget mellem fem i og fem over 15.
Her på øen kan det betyde alt mellem kl. 14 og kl. 16. Godt at vide hvis man f.eks. skal have en taxi til lufthavnen!
I det hele taget er folk meget afslappede og tilbagelænede på øen, hvilket i det fleste tilfælde er dejligt befriende. Dog ikke når det gælder betjeningen på et spisested. Det prøver L. og A. stadig at vænne sig til. Maden på øen er til gengæld overraskende lækker, selvom udvalget til tider er lidt småt, og priserne er ca. som i Danmark. Kan heller ikke være nemt at få transporteret råvarer herud.


Alt i alt er her skønt, og hvis man trænger til at stresse af, findes der nok ikke noget bedre sted i verden.


Er man vild med tv-serier og fjernsyn i det hele taget, er Cook Islands til gengæld nok ikke stedet at tage hen. Der er kun én tv-kanal på øen, og den sender alt muligt rodet mix hentet fra diverse satelitkanaler, som en fyr så sidder et eller andet sted på øen og skifter rundt imellem. Og han er ikke bleg for at skifte program midt i det hele, hvis han af en eller anden grund skulle få lyst til det. Her kan man virkelig tale om at styre medierne!

Vi har nu 4 dage tilbage på øen. Mandag skal vi på heldagstur til en af naboøerne, Aitutaki, som bl.a. skulle have en smuk lagune.

Herefter er det videre til Japan og -forhåbentlig- masser af blomstrende kirsebærtræer. A. kan næsten ikke vente. Ind til da arbejder vi på vores tan - går faktisk rigtig godt, også for A., solen bager simpelthen gennem både solfaktor 20 og 30. Imponerende...

onsdag den 21. marts 2012

Farvel til New Zealand - Kia Orana Rarotonga

Vores campingferie er slut for denne gang.


Her er hvad den sidste del har budt på:

På vores vej tilbage mod Christchurch kom vi forbi byen Arrowtown, som er en lille fin flække ikke så langt fra Queenstown. I 1862 fandt man guld i området, og indbyggertallet steg voldsomt pga. guldfeberen. Der ankom bl.a. 7000 mennesker fra Kina og Europa for at grave guld og finde rigdom. Det gik selvfølgelig ikke lige godt for alle - og snart blev byen kendt som et lovløst sted, med røvere, banditter, ludere og lommetyve i alle afskygninger. I dag er byen dog ret rolig, men bygningerne bærer fortsat præg af Det Vilde Vesten med store terrasser og flotte facader. 


Der var også en Ringenes Herre lokation i byen, en sti under buede træer, hvor Isildur blev angrebet af orkerne (Gladden Fields). Selvom scenen er optaget om vinteren og det nu var sen sommer, var det nemt at spotte stedet.


Lige udenfor Arrowtown løber Kawarau River, som udover at være utrolig smuk, sjovt nok *også* blev brugt til Ringenes Herre (Argonath - River Anduin).


Herfra kørte vi mod nord langs sydøens vestkyst, gennem regnskov og snoede smalle veje mod bjerge og en af New Zealands mest kendte gletchere, Fox Glacier.


Når man drejer fra hovedvejen og ned af den mindre vej mod der hvor gletcheren kan ses, kører man forbi flere skilte som viser hvor gletcheren har været for så og så mange år siden. -Den var blevet noget mindre, kunne vi konstatere, for nu var der istedet tæt, grøn skov på begge sider af vejen.


L. gav A. et mindre foredrag om gletchere - A. er stadig ikke helt sikker, men ved nu dette: Gletcheren er is, som flytter sig 1,5 meter ned af bjerget dagligt. Og den har en fin farve, der, hvor der ikke er jord og smulder fra omkringliggende bjerge... Bum.



Vi havde brugt lidt mere tid end planlagt på vores tur rundt i New Zealand, så for at nå tilbage til Christchurch i tide, valgte vi at skyde genvej tværs over øen, efter at være nået lidt længere mod nord. Genvejen gik gennem Arthur's Pass, et bjergpas i et stort, flot naturreservat.
Vi kan hilse og sige, at der i passet er virkelig stejlt, virkelig smalt, og flere steder kan man max. køre 15 km/t i hårnålesvingene - hvilket kan være ret skræmmende, når det går så meget opad og vejen er så smal. Men smukt var det.


På en lille udsigtsplads halvvejs oppe, stødte vi på denne lille fyr. En Kea. Skulle være en ret klog fugl, men den vi mødte var altså noget blank - Den luntede tilfreds rundt mellem og under bilerne på den lille parkeringsplads, og A. måtte efter den (ramte altså ikke!), før den gad fjerne sig fra den farlige side af dækket på vores camper, da vi skulle derfra igen.


Næste dag afleverede vi vores camper i Christchurch, og begav os mod lufthavnen. Rarotonga (Cook Islands) kaldte.
Vi ankom sent om aftenen og blev fragtet til hotellet i en gammel, skramlende bus - mekanikere er muligvis en mangelvare her.
I skrivende stund sidder L. i badebukser i en liggestol og nyder solen, A. sidder i bikini og kigger ud over det helt klare, turkise vand, som med små bløde bølgeskvulp slår mod sandstranden ca. 7 meter fra vores terrasse. Rarotonga er lækkert.


Det hvide i horisonten er nogle naturlige rev et par 100 meter ude, som bryder bølgerne før de rammer land. Meget praktisk! På den anden side af revene skulle det ret hurtigt blive 5km dybt, men på "vores" side er der dejligt lavvandet og næsten ingen bølger, selv i blæsevejr! Vi snorkler ud og kigger på revet en af dagene. Når vi gider. Her skal vi nemlig ikke andet end at dase... Dét har vi glædet os til.

lørdag den 17. marts 2012

New Zealand, roadtrip, vol. 4.

"Græsset er altid grønnere..." - ja, i New Zealand er det. Træerne er lidt smukkere og mosset er lidt blødere... Fårene er faktisk også hvidere (de nyklippede er i hvert fald).

Da vi kørte mod Milford Sound var himlen blå og solen skinnede. God start på en dag.


Men skyerne lagde sig over bjergene og indhyldede dem i tåge, inden vi nåede til vejs ende. Landskabet var dog stadig virkelig smukt, selvom man ikke længere kunne se toppene på de omkringliggende bjerge.
Området er evigt grønt, fordi der falder så meget regn (det er en af de vådeste steder på hele jorden) - træerne smider ikke en gang bladene om vinteren, selvom der godt kan være ret koldt.



Fjorden, som navnet Milford Sound dækker over, kunne bedst opleves fra en båd, havde vi hørt. Så vi købte billetter til en af de små færger og sejlede ud. Turen var smuk - og lidt kold grundet blæst. Men vi fik gratis kaffe, så det varmede vi os på, mens vi nød synet af vilde vandfald og stejle klippevægge med grøn bevoksning. Billeder kan dårligt gengive stedets skønhed, men I skal ikke snydes alligevel:

 

Hen under aften forsvandt tågen og A. fik taget lidt billeder af bl.a. Mount Mitre, det mest kendte bjerg i Fiordland.


En legende fortæller at en gudinde var bekymret for, at ingen mennesker ville forlade Milford Sound når de først så skønheden i området. Derfor skabte hun sandfluerne til at afholde menneskene fra at bosætte sig. Det virker tilsyneladende - fluerne omtales som "små vampyrer". L. og A. slap dog uden større mén, og turen tilbage til civilisationen gik også uden problemer, med A. som chauffør.

Queenstown var den næste by på vores vej. Der er kun 15.000 indbyggere i byen, men den er meget populær blandt turister, især unge backpackere, at den altid virker fuld af liv. Den ligger på en stor bakkeskråning, klemt inde mellem bjerge og en stor sø, hvilket gør den utrolig malerisk og nærmest postkortsagtig.

 

Den er i tillæg super hyggelig, med små gader med barer, restauranter, en masse gågader og en lang, fin mole. Byen er bl.a. kendt (i hvert fald blandt unge) som et mekka for aktiviteter af den ekstreme slags, med adskillige udbydere af bungeejumps, paragliding, riverrafting, skydiving og meget meget mere.
Vi havde desværre kun halvanden dag i byen og meget andet vi skulle nå, så vi holdt os pænt på landjorden hele tiden. -Til især A.'s ikke helt skjulte tilfredshed.

En af årsagerne til at tiden i byen var knap, var at området er en af de primære steder for filmningen af Ringenes Herre-filmene!
Som nogen måske ved, er især A. svært begejstret for disse, så L. satte sig med kort og den indkøbte "guidebog" om steder brugt til filmen. En plan blev lagt, og afsted i camperen gik det. Det lykkedes at finde mere end 10 af stederne, nogle lettere genkendelige end andre. (Der er trods alt gået 12 år siden de filmede der).
Her er f.eks. stedet hvor "The Fellowship" sejler på floden Anduin.  For jer, der ikke kender til filmene, så er her et billede af en smuk flod... 


Vi fandt også stedet hvor Arwen, på hesteryg med en såret Frodo, rider fra ringånderne, og krydser floden Bruinen, som derefter skyller sidstnævnte væk. (A. står på ringåndernes side):


Arwen's flugt gennem skoven langs Great East Road til Ford of Bruinen:


Fra Queenstown gik turen nu officielt retur mod Christchurch, dog op af vestkysten, så vi kan nå at se lidt mere af New Zealand, før vi pakker sammen og rejser videre...

torsdag den 15. marts 2012

New Zealand, roadtrip, vol. 3.

At køre rundt på New Zealand er, som vi tidligere har nævnt, noget helt andet end at køre i Australien. For det første er der kortere mellem seværdighederne, hvilket er ganske logisk, da Australien jo er meget større end New Zealand. Man behøver derfor ikke køre så længe ad gangen. For det andet er terrænet langt mere varieret her; det ene øjeblik kører man blandt grønne marker med utallige køer, (endnu flere!) får og andre dyr, og det næste er man pludselig på vej op af en bjergvej med fantastisk udsigt til en kæmpe sø og kilometerhøje bjerge (dem har de virkelig mange af...).


Vejene snor sig ud og ind hele tiden, så der er stort set ikke mulighed for brug af cruisecontrol, for man skal bremse (ned af bjerge), og skifte til lavere gear (op af bjerge) hele tiden.


Fra Dunedin kørte vi mod øst, ud på en lille halvø ved navn Otago Peninsula, som er særligt berømt for sit rige dyreliv og barske natur. Vi valgte at give vores gps muligheden for at revanchere sit elendige valg af rute den første gang vi brugte den. Den kvitterede venligst med endnu en gang at sende os ud på en sindsyg rute langs smalle klippeskråninger med skarpe hårnålesving.


Denne gang var det A. som fik æren af at være chauffør, og med nerverne udenpå tøjet og L.'s støtte, fik hun camperen frem til målet, helt uden skrammer og ridser. Men populært var det ikke! Turen blev heller ikke bedre af at folk hernede kører som de blinde slås. Der må seriøst sidde nogle kørelærere og klaske sig på lårene af grin, hver gang en af deres elever får sit kørekort. Men frem kom vi da.


Otago er et af de eneste ynglesteder i verden på fastland for albatrosser, og man kan bl.a. også se en del sjældne pingviner og sæler langs kysten. Ynglestederne lå desværre i et reservat lukket for offentlig adgang, så den eneste måde at komme derud var på gåben med en hyret guide. Det var vejret ikke rigtig til, så vi nøjedes med at nyde den flotte natur, og en enkelt albatros fik vi da også set. Pingvinerne var der dog ingen af i denne omgang. Til gengæld fik vi spottet New Zealands nationalfugl, kiwi'en!

Beklager kvaliteten. Det er en sky fugl, og det var mørkt... Og A. var ivrig.

Fra Otago gik turen nu tværs over New Zealand, mod næste store punkt på turen: Fiordland. Efter at have kørt Australien tyndt føltes turen på 350 km som peanuts. Fiordland er en enorm nationalpark på 1,25 mio hektar land. Det er et af de vådeste steder i verden, huser utallige truede dyrearter og bliver omtalt som "the scenic and walking capital of the world".
Vi kunne naturligvis ikke nå at se hele området, så vi udvalgte os den mest populære del, Milford Sound, en kæmpe fjord som skulle være særligt imponerende.


Turen til Milford Sound foregår via en 120km lang bjergvej. L. og A. var lidt usikre på om det var smartest at lade camperen stå i den nærmeste by og tage en bus, da der var skrevet en del om faren ved turen og de mange ulykker som var sket på strækningen. Vejrudsigten så dog lovende ud, og med bus kunne man ikke overnatte deroppe, så efter lidt fælles peptalk blev bus-idéen skrottet og L. fik til opgave at få camperen helskindet derop, med A. som guide og støtte.
Bekymringerne viste sig heldigvis at være ubegrundede. Vejen var ganske vist både stejl og smal af og til, men så var det heller ikke værre, og efter 2 tidligere stressfuldte bjergture pga en lunefuld gps, var turen derop på ingen måde slem som frygtet. Mareridtstunellen (som flere kaldte den) på vej derop, var nærmest nem - den manglede dog ikke advarselsskilte.


En smuk tur var det. Det ord kan vist ikke bruges for meget om dette skønne land.
Mere om Milford Sound i næste blog.

tirsdag den 13. marts 2012

New Zealand, roadtrip, vol. 2

Lake Tekapo var så flot, at vi valgte at blive et døgn ekstra. Vi var heldige at få pladsen med stedets bedste udsigt. Det betød at vi kunne spise vores måltider i camperen, mens vi stirrede ud over den vildeste sø med bjerge omkring.
Lige i nærheden lå et aktivitetscenter, som for nylig havde åbnet nogle "hotpools". Det skulle vi prøve! 3 udendørs pools med varmt vand af forskellige temperatur, på toppen af et højdedrag, hvor vi kunne boble rundt mens vi nød udsigten. Så blir det ikke federe.

 

Næste dag satte vi kursen mod New Zealands højeste bjerg, Mount Cook. Vejen derud var enkel og fulgte en af de store flotte (blå!!) søer i området. Solen havde valgt at titte frem fra en gradvist mere og mere skyfri himmel - det gjorde ikke turen mindre attraktiv.


Bjergkæden danner nærmest en kæmpe halvcirkel, hvori man kan gå på vandreture og campere for natten. Vi gjorde begge dele, omend vi fravalgte de længste gåture (som tog op til 4 dage...). Vi fik både set Mount Cook, en masse andre bjerge og nogle af de kæmpe gletchere som fandtes i området.


Den ene gletcher vi så, bestod af mere end 200m tyk is, kun dækket af et tyndt lag jord/støv. Det lyder af meget, men for 14.000 år siden, da den var størst, var den yderligere 700m tyk og adskillige km længere og bredere. Den smeltede is har dannet en stor "issø" foran gletcheren med kæmpe isstykker i. En meget særligt syn at betragte!


Dagen derpå fortsatte turen sydøstover med retning mod byen Dunedin. Vi begyndte så småt at nærmere os områderne for noget som især A. havde set frem til: Steder brugt til optagelse af Ringenes Herre filmene! Det er dog ikke så let at komme tæt på mange af disse, da de fleste ligger på private områder. En guidebog om stederne blev købt hos den lokale boghandler, så må vi se om den kan hjælpe os på vej. Mere om det senere.

På vej til Dunedin gjorde vi holdt ved en strand. På den ligger der en masse sten, hvilket i sig selv ikke er noget særligt. Men når stenene er større end L. og A., og samtidig kuglerunde er det lidt noget andet. Lokale myter fortæller at de er væltet ud af en kurv fra et stort urmenneske, da denne sejlede på havet. Videnskaben siger at de er blevet dannet via aflejringer omkring små skaller og lignende. Flotte er de i hvert fald.



Dunedin selv var en noget regnfuld oplevelse. Byen var fuld af gamle spændende huse, gader og kirker, men vejret gjorde at vi ikke rigtig fik set den andet end fra bilen når vi kørte rundt. Et enkelt stop var vi dog nødt til at gøre. Byen har verdens stejleste byvej! Den er så stejl at for hver 2,8m man går hen ad den, stiger den 1m i højden! Den er brugt til flere reklamefilm, og bl.a. er 2000 tennisbolde sendt ned ad gaden på én gang. -Må ha været ret besværligt at rydde op efter, kunne man mene!

 
 


Fortsættelse følger...